top of page

ZANZIBAR

Ej men altså bare navnet Zanzibar er jo så eksotisk som det næsten kan blive. Og hvem har det ikke på deres bucket liste, at komme et så eksotisk sted hen? Esben og jeg tog afsted i sommeren 2014 og har en masse at sige om den ferie! Du kan læse vores 7 vigtigste råd her og læse vores anbefalinger til hoteller og steder her.

Når man skal på ferie, er det altid godt lige at forventningsafstemme, og da mit eneste møde med Afrika før vi kom til Zanzibar var en charterferie til Egypten, havde jeg nok ikke gjort mig nok begreb om, hvordan det er at rejse i Zanzibar. Det er noget nær de smukkeste og hvideste brede strande man kan forestille sig - og havet er en milliard nuancer af grøn og blå. Men det er også fattigt og præget af manglende infrastuktur og det er ikke altid lige nemt at være turist. Og så er det til tider overraskende dyrt. Det er altså ikke den oplagte backpacker destination. Men derfor er det nu alligevel en smuk og eventyrlig feriedestination.

Først og fremmest - Zanzibar er Afrika. Og hvis du tror du kan forvente en rigere ø, da der er mange turister, tager du fejl. Korruption og turistskatter er tydelige - og ved siden af store lækre resorts, bor de lokale i lerhytter.  På den måde havde vi det meget ambivalent med vores ferie på Zanzibar. På den ene side var de lokale meget taknemmelige for den økonomi turisme kunne bringe til øen - på den anden side føltes det nærmest vulgært at leve i al den ferieluksus så fattigt et sted. Vi har naturligvis rejst mange steder hvor der er høj fattigdom, og talte en del om, hvorfor det virkede voldsommere i netop Zanzibar. Måske er det fordi de virkede mere fattige, måske fordi turisme også virkede til at have ødelagt en del - som gamle fiskerlandsbyer, der nu havde begrænset adgang til strand pga hoteller eller måske fordi kontrasterne bare var større; et resort ved siden af en lerhytte-landsby er bare svær at sluge... Når det er sagt, ville jeg ikke have været oplevelsen for uden. Uden at blive at for rørstrømsk, er det bare ofte når man rejser, at man får perspektiv og bliver klogere på sig selv, på andre turister fra sin egen kultur, på sine egne privilegier og på de samfund, man ellers kun kender fra medierne.

Zanzibar gav os en masse oplevelser, en masse at tale dybt om - og en masse tid til at slappe af på de vildeste strande 😉☀️

Du kan følge de indsatte links herunder, og læse vores 7 meget konkrete råd til hvad vi gerne ville have vidst, før vi rejste afsted til Zanzibar. Derudover har vi samlet en liste af steder vi boede og besøgte, som vi gerne vil give vores anbefaling med på vejen. 

Vi besøgte Zanzibar i juli måned, men da Zanzibar ligger nærmest midt på Ækvator, er der aldrig en sæson der er decideret kold eller dårlig. Vi havde sol de fleste dage, men skyer var nu også kærkomment for os danskere, der er dårlig til de helt høje temperaturer. Jeg ønsker jer en rigtig god ferie til Zanzibar ☀️🏝️

bottom of page