VIETNAM

EN MASSE DO'S OG ET DON'T

VIETNAM:  Det virker som om Vietnam er blevet det nye sort i forhold til rejsedestinationer - og det forstår jeg virkelig godt! For Vietnam har utrolig meget at byde på. Jeg var heldig nok at besøge min seje kusine Trine da hun var i praktik på den danske ambassade i Hanoi og tog en lille tur ned igennem Vietnam. Og den tur smagte af mere - jeg glæder mig allerede til næste gang muligheden byder sig for en ferie i 'Nam! 

Jeg har lavet et særskilt opslag med tips specifikt til Hanoi, da vi fik en masse gode inside tips af min kusine mens vi var der. Herunder skriver jeg om de bedste steder vi besøgte i Vietnam. Og et sted vi helt sikkert ikke kommer igen 😉

1

1

NINH BINH: Lov mig I vil besøge Ninh Binh hvis I nogensinde kommer til Vietnam/Hanoi.  Det er intet mindre end fantastisk smukt og et af de steder, hvor det rent faktisk passer, når man kalder det et Hidden Gem

Vores smukke Ninh Binh Panorama Homestay hytte ❤️

Fra Hanoi ligger Ninh Binh en lille time væk med offentlig bus - og det er virkelig nemt at komme til. Bustiderne er dog mindre nemme at gennemskue. Tag til busstationen i Hanoi. De hjælper dig med at finde bussen til Ninh Binh, og så kører den når den er nogenlunde halvfuld. Vi ventede ca 3 kvarter 😂 Men vi nåede fint frem til den lille uimponerende station i Ninh Binh, hvor der stod nogle få taxis klar til os. Vi var blevet advaret om, at de muligvis ikke ville køre os hele vejen til vores hotel pga af vejenes dårlige stand, men det var nu intet problem. 

I Ninh Binh kan jeg klart anbefale at bo på enten Ninh Bihn Panorame Homestay eller eller Nguyen Shack - det er små bambushytter der ligger for foden af bjergene med smuk udsigt over vand og frodigt landskab som er en kæmpe del af charmen ved Ninh Binh. Det ligger off the beaten path og føles helt særligt, autentisk og u-turistet. Vi boede på Panorama Homestay og de var alle vildt søde, hjælpsomme, fleksible og gav os lækre friske lotusblomstsnødder, som jeg ikke ved om ville smage godt alle muligt andre steder, men i en hængekøje i Ninh Binh smagte de fantastisk!

Ninh Binh er en lille perle på grund af de smukkeste landskaber og forholdvis uberørthed - og få turister! Her er to steder vi besøgte og klart kan anbefale:

HANG MÚA: Hang Mua bliver mange steder præsenteret som en 'mountain cave' men det er klart den mindst imponerende del af besøget ved dette bjerg. De 500 ujævne (men ikke alt for stejle) trin til toppen af bjerget og den dertilhørende udsigt er derimod noget af det smukkeste jeg har oplevet! Et must!

TRÀNG AN BÅDTUR: En lille kano-agtig båd ror dig gennem et smukt system af floder og åløb gennem små tunneler igennem bjergene og med fantastiske udsigter. Det er nogle simple metalbåde der kan være virkelige varme at sidde på i solen og lidt hårde at sidde på i længere tid. Så tag en pude, håndklæde eller lign med til at sidde på, Og husk vand samt evt paraply hvis der ikke er nogen skyer overhovedet. Og nyd den vanvittig smukke tur!

Ninh Bihn udmærkede sig ved at være vildt smuk og rolig - der var ikke særligt mange andre turister. Og så kunne vi cykle mellem vores hotel og de fleste steder der var noget at se eller opleve. Det var en fantastisk oplevelse og jeg kan ikke anbefale det nok!

2

HÔI AN: Hoi an er imodsætning til Ninh Binh ikke nogen særlig godt gemt hemmelighed 😉 Faktisk var det måske det sted vi besøgte med flest turister - men det gør nu slet ikke så meget en gang i mellem. For Hoi An lever op til hypen. Den gamle bydel er vanvittig charmerende og at gå rundt der om aftenen mens lanterne lyser floden og brederne op (og der stadig er varmere end en sommerdag i DK) er vildt hyggeligt.

I Hoi An boede vi på Goda Boutique Hotel. Og det var vi vildt glade for! Det ligger lige 5-10 min på cykel fra den gamle bydel, men man lejer cyklerne gratis fra Goda, og hotellet er rent, hyggeligt, laver god mad og deres ejer er noget af det sødeste og mest hjælpsomme! Kan anbefales på det varmeste. Vi tog et par dage i Hoi An - én dag hos skrædderne, én dag på stranden og én dag i spa:

Skrædderne: Vi havde hørt meget om skrædderne i Hoi An og havde lidt tænkt jeg skulle have lavet noget - bare fordi det var en fed mulighed. Men da jeg kom frem til butikkerne og så deres kataloger etc igennem, kunne jeg ikke helt føle det. Så jeg endte med ikke at få lavet noget. Min bror og hans kæreste havde været kloge og kom med en plan - så de fik lavet nogle fede set efter deres ønsker! Så det bedste råd er at komme med billeder af noget du ønsker dig.

Strandene: Strandene i Hoi An er gode flotte gennemsnitlige strande for sydøst-Asien. Lækkert hvidt sand, skønne bølger og varmt vand og lækker lækker udsigt. Her kan man sagtens bruge en dag på en liggestol. Der ligger en masse små restauranter langs stranden hvor man kan leje en liggestol billigt for dagen, hvis man køber lidt drikkervarer der. Vi købte også en pizza. Og nogle drinks 🍕🍹

Spa: Der findes spa, frisør, massage og mani/pedis i alle prisklasser. Og hvis du bare følger den gyldne regel, bliver du ikke skuffet: 'You get what you pay for' 😉

3

Min bror og svogers lækre skræddersyet sets

Da Nang - Marble Mountains : Når du nu alligevel er i Hoi An, er en dagstur til Da Nangs Marble Mountains oplagt. Det er super nemt at tage bussen fra Hoi An til Da Nang, og derfra er The Marble Mountains blot en lille gåtur væk. Vejen dertil er fyldt med marmor-butikker og marmorstatuetter. Vi besøgte det største af bjergene hvor der både var flotte huler og stier.

Husk at tage godt fodtøj på - marmor bliver glat når der er gået meget på det! Og ellers er det bare at nyde udsigten og de flotte sten. Og historien! Når man rejser gennem Vietnam og læser om landets historie, kan man ikke undgå at blive lidt imponeret over det. Vietnam har flere gange forsvaret sig selv mod vildt overlegne militære angreb - og Vietnam gik ind i Cambodia, da resten af verden knap havde fattet hvad Khmer Rouge havde gang i. Så når man ser nogle af hulerne i Da Nangs marmor-bjerge og læser, at de blev brugt som hospitaler under Vietnam-krigen (eller Amerika-krigen som den kaldes i Vietnam), ja så kan man kun blive imponeret. Det land har overlevet og vundet meget på ren viljestyrke!  

4

Transport: Rejs med tog gennem Vietnam! Det er nemt og forholdsvis bekvemt og så er det fantastisk smukt. Vi rejste med tog fra Hanoi til Hoi An og fra Hoi An til Ho Chi Minh City. Man kan købe sengepladser og sove ombord. Så hyggeligt. Det var også rimelig nemt at tage lokaler busser hvor der ikke er tog. Mange steder tilbydes der motorcykelture op i bjergene som min bror og min svoger tog på - det kan klart også anbefales. Derudover er den hyggeligste vej til Phu Quoc også at lade sig sejle gennem rismarker i stedet for at tage flyet.  Jeg kan klart anbefale at tage offentlig transport på jeres rejse gennem Vietnam. Book billetter hjemmefra og i god tid på denne hjemmeside.

Husk, at hvis du kører med en turistbus (nummeret dyrer og mere bekvem end de offentlige busser) er der ofte aircon skruet godt op, hvilket betyder, at det er en god idé med en trøje. Der er også nogle gange underligt højt karaoke-agtigt musik, så ørebøffer eller lign er også en god idé til de længere ture😉

5

HANOI: Hanoi er en skøn by og der er masser af ting at opleve der, så du skal ikke skynde dig ud , så snart flyet lander. I stedet skal du læse mit indlæg om Hanoi her - og opleve en masse skønne ting der!

Sukkervand i Hanois gamle kvarter ❤️

6

THE BIG DON'T: Åh jeg synes altid vi er så heldige på vores ferier - vi googler og læser og undersøger en masse, og det plejer at give pote. Så vi havde egentlig også hørt at Nha Trang ikke var det fedeste sted i Vietnam, men da alt skulle planlægges, så alle kunne mødes op bestemte steder på denne tur, blev det af ren bekvemmelighed Nha Trang der blev et stop på vores tur. Og så havde vi læst det var en festby, hvilket jo også tit har sin egen ret. Nha Trang viste sig at være en stor og ucharmerende charter-agtig by. Med en masse hoteller og restauranter ned mod en stor bred strand og fyldt med turister. Og så kunne vi ikke engang finde en hyggelig fest - blot nogle få clubber. Jeg elsker at danse på stranden og mod åben himmel, hvilket er en oplagt mulighed i lande hvor der er varmt hele natten. Men det blev ikke engang udnyttet til fulde i Nha Trang. 

Så min klare anbefaling er, at du IKKE skal bruge tid i Nha Trang når du kommer til Vietnam. Der er masser af andre smukke steder at besøge i stedet!

Skulle du alligevel besøge Nha Trang kan vi anbefale et besøg på Vin Pearl Island og gå efter lokal gadekøkkener. Alle andre restauranter er overprized og ikke særlig gode.

Gadekøkken i Nha Trang - her fandt vi det bedste mad i en ellers kedelig by.

PS

HUSK: Hvis du skal være i Vietnam i længere end 15 dage, skal du have et visum. Alt under 15 dage kræver blot et gyldigt pas ved indrejse. Over 15 dage, anbefales det at søge på ambassade. Du kan læse mere om reglerne på udenrigsministeriets hjemmeside.

Vi bestilte via ambassade i Hellerup. Det er blot en cykeltur væk for os, men selvfølgelig mere besværligt hvis man ikke er fra København. Derudover har ambassaden også kun åbent 09-17. Vi gjorde det i god tid for at være sikre, men det tog kun et par dage.

Jeg ønsker dig en fantastisk tur til Vietnam - det er et skønt land jeg glæder mig til at komme tilbage til. Nedenfor kan du læse mere om Vietnam generelt i mit indlæg om Hanoi. Rigtig god ferie ☀️

 

hanoi
sri lanka glenrock
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.