ROAD TRIP I SKOTLAND

Jeg har efterhånden besøgt Edinburgh nogle gange, og selvom det er en hyggelig og smuk by, er den bare heller ikke så stor, at man ligesom Paris eller London bare kan blive ved med at komme tilbage og opdage nye dele af byen. Så da en veninde tog på udveksling i Skotland, faldt det mig helt naturligt at foreslå at vores tur over at besøge hende, skulle inkludere en tur til Højlandet i stedet for udelukkende at se Edinburgh. Og det var virkelig en god beslutning! Højlandet er smukt og idyllisk og imponerende og så absolut et besøg værd!

Der er mange forskellige muligheder for at komme på rundtur i Højlandet - jeg skriver her hvilken rundtur vi tog. Men der findes mange andre muligheder.

Dag 1 - Edinburgh

Det klart billigste sted at flyve til i Skotland er Edinburgh. Man kan vist også flyve okay billigt til Glasgow, men der har jeg aldrig været, så det ved jeg ikke noget om. Edinburgh er bestemt også en by man sagtens kan bruge en dag i. Så hvis man er afsted på en længere tur, kan man sagtens sætte en dag af til at slentre rundt i Edinburgh. 

Den mest populære turistgade er The Royal Mile. Herfra kan man gå op til slottet med udsigt over byen og også gå ad sidegaden Victoria Street der efter sigende var J.K. Rowlins inspiration til Diagon Alley fra Harry Potter-bøgerne. Skotland er generelt et ret fedt land at besøge hvis man er Potterhead. I Edinburgh (lige ved siden af Victoria Street faktisk) kan man også besøge Greyfriars Kirkyard hvor der er en gravsten hvor en Tom Riddle er begravet. Ud over at slentre rundt i den gamle bydel af Edinburgh (eller shoppegaderne omkring George Street) elskede jeg turen op på Arthur's Seat - både den fine gåtur og den smukke udsigt over byen fra toppen af det lille bjerg midt i Edinburgh.

Vi spiste på The Devils Advocate. Maden var fin (og da det generelt ikke er min opfattelse at Skotland er et gourmetland, er fint klart at foretrække) og bare var rigtig hyggelig og der var god stemning!

Victoria Street aka Diagon Alley

Dag 2 - Loch Lomond nationalpark

Hvis man ikke har været i Edinburgh før, og både gerne vil slentre rundt på Royal Mile og besøge slottet, samt tage op til Arthurs Seat, kan man sagtens bruge mere end én dag i Edinburgh. Men hvis man lige som os, havde travlt med at komme ud i Højlandet, kan man sagtens nå højdepunkterne på en enkelt dag.

 

Vi lejede en bil og satte kursen mod Fort Augustus. Det skal understreges, at skotterne kører i venstre side, og at nogle af vejene i højlandet er ganske smalle. Vi gjorde den fejl at leje en stor minivan, da vi var en hel gruppe afsted, men både at køre i modsatte side og et kæmpe skrummel af en bil, er måske lige udfordrende nok. Når det er sagt, oplevede vi et meget pædagogisk vejnet, der er gode til at tage hensyn til os turister der er vant til at køre i modsatte side.

Queensferry ligger på begge sider af floden og har smuk udsigt til både broer og små fyrtårn.

Vi forlod Edinburgh fra morgenstunden og tog i stedet ud til vores første stop i Queensferry, hvor vi spiste morgenmad på en lokal lille café ned mod vandet. Allerede inden vi var nået til Højlandet, var vi imponeret over de udsigter man kan finde i Skotland.

Vi havde bestilt et hotel i Fort Augustus, og skulle således nå dertil fra Edinburgh. Det i sig selv er 3,5 timers kørsel hvis man tager den direkte rute fra Edinburgh. Men tricket for at få den flotteste roadtrip, er sjældent at tage den hurtigste vej. Altid tag The Scenic Route. I dette tilfælde betyder det, at køre gennem nationalparken Loch Lomond. På papiret er det kun en omvej på 0,5-1 times tid, men indregn nogle pause hvor I kan stoppe og nyde de smukke syn og udsyn I kommer forbi, så I alt tog vi vel 5-6 timer om at komme fra Edinburg til Fort August, men så holdt vi også både foto-pauser og frokostpause. En behagelig måde at roadtrippe på.

Loch Lomond nationalparken fortjener dog at være meget mere end blot en gennemfarts-park. Den er vanvittig smuk og sender tankerne i retning af de smukke scener fra James Bond-filmen Skyfall der er filmet ikke langt derfra i Glen Etive. Hvis man kun har kort tid i Skotland kan man med fordel besøge Loch Lomond på en én dags tur fra Edinburgh.

Pit stop ved den smukke Loch Lubnaig - 5 minutter før regnen rullede ind.

Vi havde valgt at have base i Fort Augustus, da det ligger i rimelig afstand til Isle of Skye og da de havde et hotel med rimelig priser med plads til en hel vennegruppe. Og Fort Augustus er bestemt også et hyggeligt sted med flot udsigt over den berømte Loch Ness. Jeg tror en af grundene til, at vi havde svært ved at finde et hotel med rimelig pris og plads til os alle tættere på Isle of Skye dog skyldtes, at vi besøgte Skotland i slut oktober og på det tidspunkt, er flere af de mindre steder ved at lukke ned for vinteren. Faktisk lukkede det hotel vi boede på også ned lige efter vores besøg, så hvis man kommer tættere på højsæson (sommer) vil der muligvis være et større udbud af hoteller, og så vil jeg anbefale at bo tættere på Isle of Skye. Skotland er et fantastisk smukt sted at køre rundt, men det er sjovere at have tid til at holde flotte pauser og gå ture, end at bruge al tiden i bilen. Hotellerne i Skotland er ikke vildt billige, men priserne er rimelige. 

Udsigt The Inch Hotel i Fort Augustus. Noget af en barnedrøm at bo med udsigt over Loch Ness. Maden på hotellet var helt vildt godt!

Dag 3 - Isle of Skye

Da vi boede i Fort Augustus der ligger 2 timers kørsel fra Isle of Skye, stod vi tidligt op og satte os i bilen igen. Vi satte kursen mod The Quiraing, som er det sted, der stod øverst på min bucketliste ved et besøg i Højlandet. Men allerede før vi nåede til Isle of Skye fik vi en forsmag på, hvor smukt det Skotske Højland er. Vi kørte nemlig forbi den vanvittigt smukke Loch Cluanie. Sjældent har en roadtrip været så smuk! Det kan være dumt at besøge Skotlands Højland i senoktober, hvis man er uheldig med vejret. Men når man er heldig med vejret, er alle de flotte farver som noget ud af et eventyr!

Denne udsigt fra forruden er næsten ikke til at forstå.

Der var allerede kommet sne på toppen af nogle bjerge - et par uger senere og det havde været svært at vandre i disse områder.

Et oplagt sted at holde en pause på vej mod Isle of Skye er ved det smukt placerede Eilean Dornan Castle. Selvom vi var afsted på et tidspunkt med meget få turister, var der dog stadig godt fyldt på parkeringspladsen her. Man forstår godt hvorfor.

Eilaen Dornan Castle ligger på vejen til Isle of Skye, og er et meget picturesque stop.

Da vi ankom til The Quiraing havde vi læst os frem til, at det ville være svært at få en parkeringsplads ved mindre man kom meget tidligt på dagen. Men selvom vi ankom midt på dagen, var der ok plads. Der er nogle fordele ved at besøge udenfor højsæsonen. Allerede fra man ankommer, er The Quiraing præcis så smuk som man forestiller sig!

The Quiraing Isle of Skye

Der er forskellige muligheder for at hike/vandre ved The Quiraing - men fælles for alle mulighederne er, at godt solidt fodtøj er en rigtig god idé! Hvis man vil ud at gå i The Quiraing er der er ingen kære mor - der er ikke lavet afmærkninger, der er flere steder ingen tydelige stier at følge, og for de højdeskrække, er der også få steder, der er virkelig stejle (uden hegn eller lign). Men, hvis man bare er ok mobil og kan lide at gå, er det absolut overkommeligt, at komme på flotte ture her. Hvis man følger anvisningen på The Quiraings hjemmeside kan man komme hele vejen rundt om klippen, i et loop tilbage til parkeringspladsen. Den gåtur kan klares på 3-4 timer (så tag vand og snacks med) Hvis man ikke vil gå hele vejen rundt, kan man tage på det miniloop, der bliver foreslået af google maps. Den kan klares på 2 timer. Man kan også altid vælge at gå lidt ud og tilbage igen, men den største 'forhindring' er faktisk umiddelbart i starten af ruten hvor et smalt vandfald skal passeres. Så hvis du har glatte sko på, er det bedre at gå omvejen via den asfalterede vej også vist på google maps. 

Det er nærmest surrealistisk flot at gå ved The Quiraing - det sender tankerne mod Ringenes Herre eller Game of Thrones. Vejret var helt vildt skizofrent og vi fik både halg og regn og smuk solskin. Men hvis du vil gå hele ruten kan det betale sig at tage varmt tøj på - det kan blæse en del, hvis man ikke lige står i læ af klipperne.

Min dygtige fotograf veninde Freja har tagget dette pletskud. Hun kan følges på instagram @FrejaGyldendal

Hvis I tager ruten langs vandet retur fra The Quiraing, får I et smukt udsyn til The Old Man of Storr og andre smukke bjerge, som bestemt også så ud til at være et besøg værd, men som vi desværre ikke nåede på denne tur. Faktisk kan det anbefales med bedre tid til at besøge Isle of Skye - så kunne man eksempelvis også have kørt forbi Glenfinnan viaducten kendt fra Harry Potter.

Dag 4 - Roadtrip til Aberdeen

Efter vores dag på Isle of Skye satte vi kursen mod Aberdeen. Endnu en 3 timers køretur fra Fort Augustus - denne gang gennem nationalparken Cairngorms. Men allerede fra vi vågnede var det tydeligt for os, at turen væk fra bjergene og mod det fladere land hvor Aberdeen ligger, ville blive en vinterlig affære. Den første sne var allerede faldet. I slut oktober. Det var vi ikke helt forberedt (eller klædt på) til. Men smukt var det!

Hvis Edinburgh er en lille by, er Aberdeen en landsby. Centrum er pæn, men kan gåes tynd på en halv dag. Og så er byen virkelig grå - hvilket kan være pænt i solskin, men unægteligt er lidt trist på en skyet regnvejrsdag. Omkring Aberdeen ligger mange smukke naturoplvelser, men som udgangspunkt, er min anbefaling at koncentrere sin tid i Skotland i det nord- og vestlige Skotland, da det er her man får flest wow-oplevelser. Men hele Skotland er pæn - så i virkeligheden er det nok bare en god idé, at sætte mere end 5 dage af, til min næste tur til Højlandet.

I Aberdeen spiste vi på Moonfish Café. Den restaurant kan varmt anbefales.

I den mest grå by, må man nødvendigvis tager fotos foran de få farver man finder...

Dag 5 - retur til Edinburgh og DK

På den sidste dag vendte vi igen næsen mod Edinburgh - en forholdsvis kort og nem køretur fra Aberdeen på 2,5 timer på motorvej. 5 dage med megen kørsel, mange indtryk og fantastisk smukke udsigter er slut. Det har været utrolig smukt at køre rundt i den flotte natur - og aftener har budt på sjov, nærmest afterski-agtig stemning, fyldt med cider, gin, øl og whisky. 

Jeg vil helt sikkert tilbage til Skotland og Højlandet - men selvom jeg elskede at køre the scenic route vil jeg næste gang være afsted i flere dage, og bo mere 'centralt'  et sted mellem Isle of Skye og Loch Lomond. Men Skotland bliver man ikke færdig med lige sådan - der gemmer sig mange smukke hiking ture i det land endnu. På kortet kan I se en oversigt over vores ca rute - fra Edinburgh til Fort Augustus, til Isle of Skye og retur til Fort Augustus og derfra over Aberdeen tilbage til Edinburgh. Ruten er skøn, men man kunne indlægge flere overnatninger undervejs. Hvis man ikke har bedre tid, er denne tur dog en smuk måde at se meget at Skotland på kun 5 dage.

Jeg vil ønske dig en rigtig god tur til Skotland - og tag endelig afsted om efteråret, men tag afsted i start oktober. Nyd den smukke natur og de flotte farver🍁🍂🍃

IMG_3093.jpg
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.