Søg
  • Cillezulli

Rundrejse i Costa Rica

Opdateret: 12. maj 2018


COSTA RICA: Et ferieland der kan lidt af det hele - smuk natur, flotte strande til både stillehavet og det caribiske hav og åh så mange vandfald! Vi besøgte Costa Rica 3 uger i sommeren 2016 og besøgte flere forskellige steder i det fantastiske land. Herunder vil jeg beskrive den rundrejse vi var på - og hvilke steder jeg klart kan anbefale i det smukke land.

Costa Rica giver rig mulighed for at stirre mod horisonten og tage billeder hvor det ligner man filosofferer.


Vi landede i hovedstaden San José - en flot by fyldt med mellem-Amerikas karakteristiske pastelfarvede huse. Da vi lige havde nogle praktiske ting vi skulle have styr på, endte vi med at bruge nogle hyggelige dage i byen - den er nem at gå rundt i, og føltes meget tryg. Men da vi var kommet for strandene og naturen, var vi glade for at komme afsted. San Josés nye busstation har offentlige busser til de fleste destinationer, men ingen online salg, så vi kom meget tidligt til busstationen for at købe billetter, hvor lugen så åbnede 25 min senere end der stod. Man skal have god tålmodighed når man rejser med offentligt 😉 Men ud over det gik det nu nemt at få billetter og komme med bussen. Da vi ankom tilbage til San José, kom vi til den gamle busstation - og den var vildt hektisk og fyldt med taxachauffører der bare tog vores bagage ud af bussen og lagde den i deres biler, så man skulle være helt aggressiv for at få sin ting og slippe for dem. Undgå den gamle busstation hvis du kan!

Udsigten fra vores balkon i ved Vista Naranja i Malpais. Lidt af en gåtur op af bakke hvis man ikke kommer i bil, men klart et hyggeligt sted - og en udsigt i særklasse.

MALPAIS & MONTEZUMA: Vores første stop (med bus og færge fra San José) var Mal Pais. En lille strand på Costa Ricas østkyst. Selve stranden var ikke den flotteste vi har set, men god for surfing og så var der mange små hyggelige hang outs og caféer på hovedgaden. Og så kunne man leje ATV's og køre rundt i det flotte område og se de mange små strande der ligger tæt på - og ikke mindst - besøge Montezuma!

Montezuma er en hyggelig lille by på syd-østkysten. Og skulle vi afsted igen, ville vi bo i denne by i stedet for Malpais. Den er så hyggelig, har en fin lille strand og chill layed-back stemning. Og så er der det smukkeste vandfald der!

Udsigt over Montezuma-strand fra en frokostcafé.


Vandfaldet kræver en lille hike, så du kan parkere din bil (eller i vores tilfælde ATV) på parkeringspladsen ved siden af Hotel Cascada. Det gav vi 2 dollars for, men ellers ingen entre. Herfra skal man gå langs vandet på lidt glatte sten og stejle skråninger, hvor der hænger reb til hjælp. Det er ret sjovt og en fed tur, som jeg lige klarede uforberedt i mine havaianas, men det havde nok været nemmere i sneaks. Efter den sjove og flotte hike, når man frem til dette smukke smukke vandfald. Da vi kom, havde der lige været regnvejr, så vandet, var desværre mudret, men det var stadig vildt flot og sjovt at svømme i.  Vi besøgte også andre vandfald - men dette var vores yndlings fordi det var mindst turistet og havde en sjov hike dertil.

Montezuma Vandfaldet. Spot en udspringer.


TAMARINDO: Fra Malpais tog vi en turistbus til Tamarindo. Det er meget let at komme rundt i Costa Rica på den måde. De fleste steder kan man booke kørsel i små minivans med 1 til 2 dages varsel. Vi var egentlig glade nok for at køre med offentlig bus fra San José, men fra Malpais til Tamarindo kører der ingen direkte offentlig bus, hvilket betyder man skal over San José igen - hvilket bare ville tage alt for meget rejsetid ud af vores ferietid. 

Tamarindos strand er bred og hvid og ufattelig smuk. Der er lækre hoteller og restauranter, men hele byen er stadig fyldt med hyggelig surfer-stemning.

Esben på vej ud at surfe på den sydlige del af Tamarindos strand.


I Tamarindo kan man i den nordlige ende af stranden komme på en mangrove-tour. Man skal bare gå ned til bådene - så står de klar til at sejle dig rundt i den vilde natur. Vi så dog en krokodille ret tæt på bådene og mens vi var der, var der en surfer der blev bidt af en krokodille, så husk at insistere på, at blive sat af helt inde på stranden - ikke i vandet ved mangroven!

Tamarindo ❤️


Ud over den flotte Mangrove, er Tamarindo også kendt for fantastiske solnedgange og naturligvis gode surf-muligheder. Ikke noget hidden little gem, da der er fyldt med turister, men et rigtig lækkert ferieparadis med mange gode caféer etc. Kan især anbefale Nordico Coffee House der både laver café på standard med de bedste caféer i København - og virkelig lækker morgenmad! Tamarindo har også fyldte ATMs så husk at hæve hvor du kan - det kan knibe andre steder i landet. 

Tamarindo ligger også tæt på en del andre steder lækre mindre strande - blandt andet Playa Conchal. En flot hvis strand med lidt snorklemuligheder. Man kan nemt tage bussen fra Tamarindo til Playa Conchal.

Vulkanen i Arenal.


ARENAL: I mange år kunne man se en let røg stige op fra Vulkanen i Arenal. Den er stoppet nu, men området bliver stadig flittigt besøgt af turister pga af de mange smukke naturområder der. Arenal er således fyldt med luksus-retreats og resorts. Og her er vildt mange muligheder for dagsudflugter og smuk natur. Der er varme kilder, ziplines, og gåture på hængebroer i skovtoppen. Vi besøgte primært vandfald. Men hvilke vandfald!

La Fortuna Waterfall.


Først og fremmest. Hvis du skal have mest ud af din tid i Arenal, skal du leje en bil. Der er rigtig mange lækre steder, men de ligger alle i langt fra gå/cykle afstand fra Arenal. Men med bil kan du se alle de lækre vandfald du har lyst til 😉

Vandfald ved Observatory Lodge Arenal - Waterfall Trail


Ud over det smukke vandfald ved Montezuma, så vi tre lækre vandfald i kørselsafstand fra Arenal:

La Fortuna Waterfall: Det største, men også klart mest turistet vandfald vi besøgte. Der er et besøgcenter ved toppen, det koster en entré og der er en sti og trappe hele vejen ned til bunden. Det er et fantastisk smukt syn, både fra toppen og bunden, men også meget crowded, hvilket tager lidt af charmen. Men kan godt bade ved bunden - hvilket en del også gør.

Waterfall Trail Observatory Lodge ArenalHer kan du parkere din bil og se en lille udstilling om området og vulkanen samt se vulkanen fra nogle flotte udsigtsposter. Derudover er der nogle forskellige ture man kan gå, der på ingen måder er krævende. Og så kommer man både ud på smukke broer og ser et smukt vandfald! Man kan høre det før man kan se det. Helt utroligt smukt! Og ingen turister!

Llanos de Cortes: Dette er en lidt længere køretur fra Arenal - men man kører det meste af ture langs Arenal-søen, hvilket gør det en fantastisk smuk tur. Og så er selve vandfaldet også noget så bedårende. Det er noget ud af en Disneyfilm. Man kan bade ved det - og så er der et hulrum bag vandfaldet, så man kan komme bag det og hoppe ud. Det har jeg hverken prøvet før eller siden! Vi havde ikke stedet for os selv, men der var heller ikke lige så turistet som La Fortuna tættere på Arenal. Uh og så er der en sandstrand ved dette vandfald. Et perfekt udflugtsmål!

Llanos de Cortes vandfald.


Manzanillo / Puerto Viejo: Vi kunne ikke tage til Costa Rica uden at besøge den caribiske kyst. Vi havde hørt og læst, at juli ville være en dum måned at besøge kysten, da det kan regne en del. Men en  bekendt der bor i Costa Ricca fortalte, at det ikke er så slemt. Og jeg vil sige, at under vores besøg i Costa Rica oplevede vi ligeså mere regn på østkysten som på den caribiske kyst. Det kan man selvfølgelig ikke regne med, men vi fortrød på ingen måde, at vi tog til den Caribiske kyst - men det skyldes i høj grad også det lækre sted vi boede!

Husk at passe på aberne når du kører ad vejene i Costa Rica.


Congo Bongo: Ved manzanillo syd på den caribiske kyst, findes der et skønt lille sted, der hedder Congo Bongo. Her bor man i en lille hytte i junglen - 200 meter fra stranden. Det er helt fantastisk! Hytterne er så lækre og stedet er mega godt holdt. Der er et lille køkkenog cykler kan lejes. Der er vin til velkomst, og der er vaskeservice og daglig rengøring. Ren luksus i en simpel hytte - jeg er vild med det!

Vores fantastiske hytte ved Manzanillo i Costa Rica.


Manzanillo ligger en kort gåtur fra Congo Bongo - men om natten når det bliver mørkt, var vi nogle rigtig bangebukse, og turde ikke gå ud i junglens mange lyde. Som om dagen gik vi ind og spiste på de små madsteder i Manzanillo, og handlede mad med hjem til aftenen. Husk t låse det inde om natten - junglens mange små dyr kommer ellers gladeligt forbi og spiser. Der er mange både aber og dovendyr at se på om dagen. Det lækre ved Manzanillo var også, at der var ganske få turister. Ud over de andre der boede i Congo Bongo og nogle få homestays i Manzanillo havde vi strandene for os selv. Især hvis vi bare gik en lille smule nordpå. 

Hvis man får lyst til lidt mere liv end Manzanillo, er Puerto Viejo blot 5 km væk via cykel eller lokal bus. Her er der masser af caféer, shops og strandliv!

Alene på en caribisk strand  ved Congo Bongo. 


Vores ferie i Costa Rica gik altså fra San José til 2 stop på østkysten, Malpais (Montezuma) og Tamarindo, for derefter at besøge Arenal midt i landet, og derfra vores sidste stop i Manzanillo på den caribiske kyst. Derfra tilbage til lufthavnen i San José. En perfekt rute for os. Costa Rica bød på mange skønne oplevelser, og klart et land vi kan anbefale at besøge. Nyd strandene, den lækre frisk ceviché og alle de smukke vandfald 😉 Rigtig god tur til Costa Rica! ☀️🌴


#CostaRica #Rejseguide #Traveltips #rejsetips #ferieguide #ferietips #Waterfalls #Vandfald #Montezuma #Malpais #Tamarindo #PlayaConchal #Arenal #Vulkan #LlanosDeCortes #Manzanillo #Caribien #Carabien #CongoBongo

45 visninger
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.