Søg
  • Cillezulli

Mini roadtrip i Southern California


CALIFORNIA er USAs tredjestørste stat og ca. 10 x så stor som Danmark. Og staten byder på alt fra lækre storbyer til smuk natur - og geniale roaddtrip strækninger. Jeg kan blive ved med at komme tilbage til Californien, for der er bare så meget jeg stadig gerne vil opleve - og en masse jeg gerne vil opleve igen. 

På denne side skriver jeg et forslag til en tur du kan tage i Californien, selv hvis du ikke har taget orlov og planlægger at roadtrippe i flere måneder. Den tur passer med en ferie på ca 14 dage. Den foregår i Southern California - eller SoCal.  Jeg ville flyve til Los Angeles og bruge nogle dage der også. Læs om mine anbefalinger til City of Angels her.

Topanga Canyon

Nøglen til de bedste roadtrips er at køre de smukkeste ruter - og holde pauser med jævn mellemrum. Så når man måske ikke lige så langt, men så kører man ikke død i en ferie i bilen. Så derfor er det naturligvis vigtigt, at planlægge ruten godt. Efter et lækkert morgenmåltid i Los Angeles, vil jeg anbefale finde lejebilen og pege næsen mod nord. Helt præcist mod Topanga Canyon. Afhængigt af trafik kan det tage nogle timer at komme ud af Los Angeles, og så passer det med, at I kan spise frokost på Inn of the Seventh Ray. Det er nøjagtig lige så hippie-agtigt som det lyder - og super hyggeligt. I bjergene rundt om L.A. findes der mange små kreative communities af kunstnere der har fået nok af storbyen, men stadig gerne vil være tæt på. Og det giver nogle fine småbyer med fed stemning.


Paramount Ranch

Tilbage i Western-filmens storhedstid, blev det for dyrt for de store studios at filme i 'Western stater' som Texas og Arizona. Derfor byggede man en masse små Western-byer i bjergene omkring L.A. Så kunne man starte en film med et såkaldt establishing shot af kendte landmarks fra nationalparker fra Arizona, så folk vidste hvor filmen foregik, og dernæst snyde ved at lade resten af scenerne være filmet i dejlig og bekvem afstand til Hollywood. Nogle af disse Westernbyer eksisterer ikke længere - og nogle står stadig til skue for den filmglade offentlighed så som mig🙂

Vores næste stop blev derfor Paramount Ranch i Agoura. Byen bliver stadig brugt, og er derfor kun åben, når de ikke lige er ved at filme, men det er vidst de fleste dage om året. Kulisserne er lukket af, så man kan kun gå i gaderne og more sig lidt over steder man kan genkende, eller hvor sjovt det ser ud, når huse kun har en kulisse-facade og ikke er et rigtig hus. Da vi kom hjem kunne vi genkende byen fra nogle af optagelserne i Westworld. Så ja, ikke den store attraktion hvis man ikke er filmnørd, men et sjovt sted at strække benene.

Hvis man gerne vil bruge mere tid i bjergene helt tæt på L.A., har vi også fået Malibu Creek anbefalet - det er en lidt længere hike og kræver derfor plads til en længere pause.

Fra Paramount Ranch kørte vi til Santa Barbara og fik en kop kaffe på molen.  Herefter kan man vælge at tage 101 via kysten videre op, men da vi havde planlagt masser af kystkørsel resten af turen, valgte vi at tage 154 gennem Los Padres National Forest. Hvilket viste sig at være en fantastisk smuk tur - husk at holde ind når der er udsigtspunkter - der er masser af smukke punkter og photo-ops.

Morro Bay

Morro Bay er en søvnig lille kystby (og naturligvis det akvarium Find Nemo 2 handler om). Her valgte vi at have base i vores korte køretur op ad kysten - men man kan også vælge den noget større Monterey Bay. Morro Bay i sig selv er ikke noget vildt, men rigtig hyggeligt, og vi havde valgt et hotel med havudsigt og mågeskrig. Man kan besøge Morro Rock, spise Salt Water Taffys og ro i kajak. Vi boede på øverste etage på Breakers Motel - et rigtig fint kystmotel, men morgenmaden efterlod en del at ønske - så den spiste vi hos Kittys Diner. 

Vi fandt restauranterne i første række til havet til at være en anelse overprized og overvurderet. Til gengæld fik vi sygt lækre og billige tacos hosTaco de Mexico!

Monterey Bay

Kystvejen mellem Morro Bay og Monterey Bay hedder Highway 1 og er noget nær det smukkeste i verden! Især strækningen fra Nord til syd hvor man i højre bane har frit udsyn til de smukke klippeformationer og vandet der rammer kysten. Vi tog derfor freeway 101 der er den hurtigste vej fra Morro Bay til Monterey. I Monterey havde vi bestilt tid til at tage på whale watching tur. Vi var afsted en grå og blæsende dag, og hav og hvaler gik nærmest i et - men den slags er jo svært at planlægge. Det var en fin oplevelse - men ikke så stor som man kunne have håbet på en dag med bedre vejr.

Men turen sydpå fra Monterey Bay mod Morro Bay er smuk uanset vejret!

Highway 1

Highway 1 eller State Route One går i princippet hele vejen fra san Diego til San Fransisco - men det er især området omkring Big Sur der er fantastisk smuk. Hvis du kører langs denne vej, skal du huske at holde ind ved alle udsigtspunkter. Her er både udsigt til broen man blandt andet kan genkende fra introen til Big Little Lies og et lille men flot vandfald, der falder i sandet, McWay Falls.

Selvom vi havde data og amerikansk sim-kort, havde vi ingen dækning hele strækningen. Men skal altså gerne slå steder man vil gøre ophold ind på et offline kort inden man kører. Og også sørge for man har roadtrip musik der også er tilgængeligt offline. Harvest Moon af Neil Young er et godt bud på en god sang at hente inden 😉 Husk også at tanke op til hele strækningen.

Nepenthe er den eneste restaurant man kommer forbi på Highway 1 i Big Sur. Jeg har flere steder læst den beskrevet som overprized - men man skal godt nok være nærig, for ikke at ville betale for en lækker frokost i den udsigt!

Første gang jeg var i Californien i 1998 camperede vi også i Big Sur, og jeg ved der også findes lækre luksushytter der. Hvis vi skulle afsted igen, ville vi tage en ekstra overnatning der. Big Sur er så smuk, at en enkel køretur igen, bare ikke er nok.

Hearst Castle og Piedros Blancas

Når man kommer længere sydpå end Big Sur, er landskabet ikke længere så vanvittig malerisk smukt - men der er stadig en masse at opleve. Her kan vi blandt anbefale et stop ved Piedras Blancas - en strand fyldt med søløver og søkøer der soler sig. Udover naturlandskabet kan også anbefales en tur på besøg ved Hearst Castle. Bestil tid online inden I ankommer  - og vælg ruten hvor man både ser den indendørs og den udendørspool. Det er så vanvittig luksuriøst og lækkert. Og udsigten er fantastisk! 

San Luis Obispo & Santa Barbara County

Udover den fantastisk smukke natur langs Highway 1, byder countyerne nord for Los Angeles også på mange andre små sjove roadtrip stop. Hvis man ikke når hele vejen til Napa Valley, kan man også smage lækker Californisk vin i San Luis Obispo County. Nogle steder kan man sågar overnatte på et winery så man slipper for at organisere transport til et hotel efter man har smagt alt den gode vin. Når man kører langs landevejene (ikke motorvejene) her, er der også rig mulighed for at købe frisk frugt og besøge små caféer. I Santa Barbara County kan man også besøge Solvang og, et stop der nok ikke betyder noget for alle, men som betød en stor del for mig: Neverland Ranch!

Solvang

Et must stop for alle danskere der rejser gennem Californien er naturligvis den danske landsby Solvang. Her kan man se statuer af H.C. Andersen, Den Lille Havfrue, Rundetårn og på menuen hos flere restauranter kan man se retter som frikadeller og tarteletter. Det er skørt og underligt og virkelig amerikansk - og en sjov oplevelse hvis man er på kanterne.

Neverland Ranch

Hvis du ikke er fan af Michael Jackson kan du godt skippe dette afsnit. Selv hvis du bare er sådan almindelig glad for ham, kan det godt være at dette ikke er noget for dig. Men hvis du, ligesom jeg, synes Michael Jackson har lavet noget af det bedste popmusik nogensinde skrevet, performet , danset og sunget, så er er du kommet til det rette sted! For Neverland Ranch aka Michael Jackson hjem ligger nemlig i det smukke Los Olives i Santa Barbara. Det er desværre ikke blevet til en slags Graceland - faktisk er der intet at se, bortset fra en port, hvor der engang stod Neverland Ranch. Man kan ikke komme ind og man kan ikke engang se huset fra vejen. Men derfor føltes det alligevel stort. Vi satte MJ på anlægget og kørte i det smukke landskab mod Neverland. På væggen langs porten har en masse fans skrevet en hilsen til kongen - så husk en tusch hvis du kommer den vej. Mens vi var der kom 2 andre biler forbi med MJ på anlægget. Det var en fin og sød oplevelse ❤️

Du kan finde Michael Jacksons tidligere hjem her 5225 Figueroa Mountain Road, Los Olivos, California. Og så er det bare at krydse fingre for, at nogen på et tidspunkt laver det til et museum.

Minigolf

Esben og jeg har snart spillet minigolf over hele verden - og ingen kan lave minigolfbaner som amerikanerne (det kommer egentlig ikke som en overraskelse). Så på vej fra Morro bay tilbage til Los Angeles holdt vi ind ved en Minigolfbane i Ventura. Stedet hedder Golf N Stuff og er en fremragende måde at strække benene på under en road trip - men maden i kantinen der er mere frysepizza end noget andet - så stop i stedet ind ved en en In N Out Burger 🍔😋

Udvid din tur...

Ud over den lille uge af forslag jeg er kommet med her, er der et hav af andre muligheder for lækre ferier i Californien. Hvis man er glad for natur er det en god idé at kigge nærmere på de forskellige national parker - øverst på den liste står for mange Yosemite. Og med rette. Jeg har kun været kort i Yosemite, men skal klart tilbage. Derudover var jeg også vildt imponeret over The Red Woods. Her kan man også campere - og stå ved siden af giganter af træ. Hvis du når så langt nordpå som Oregon, kan jeg anbefale en køretur med en såkaldt Buggy i The Oregon Dunes. Det er mega sjovt og klart et besøg værd! 

Det var vores lille roadtrip hvor vi startede i Los Angeles og endte der igen. Men det er naturligvis også en populær tur, at tage hele vejen til San Fransisco og bruge nogle dage der - det er også en fed by, men det er for længe siden jeg har besøgt den, til at jeg kommer til at skrive om den her. Og så er jeg jo bare alt for glad for Los Angeles. Det kan du læse meget mere om her. Og hvis du gerne vil udvide din roadtrip, er Las Vegas og Grand Canyon også gode bud. Jeg ønsker dig en fantastisk ferie i smukke, lækre, spændende California! ☀️


#california #Californien #SoCal #LosAngeles #HighwayOne #Highway1 #MontereyBay #Monterey #MorroBay #Nepenthe #HearstCastle #Minigolf #Neverland #Neverlandranch #Solvang #WhaleWatch #Roadtrip #ParamountRanch #TopangaCanyon #Topanga #InnOfTheSeventhRay #MalibuCreek #Solvang #McWayFalls #ferie #Rejsetips #Rejseråd #LA #USA #SantaBarbara #Ferietips

0 visninger
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.