Søg
  • Cillezulli

Ishigaki Ø-livet

Okinawa-øerne har et helt særligt ry, og selvom de ligger flere timer i fly fra Japans hoved-øer, blev vi nødt til at besøge dem, på vores ferie i Japan. Men da man kan bruge 3 uger alene på at besøge de forskellige Okinawa-øer, måtte vi igennem den svære proces at vælge. Og valget faldt på Ishigaki. 

Ishigaki er en smuk ø, fyldt med smukke strande, smukt vand, god snorkling og al den fred og ro der hører til øliv. Jeg forstår på mange måder godt, at Okinawa-øerne bliver kaldt for Japans Hawaii. Det er den positive side - på den mindre positive kræver et ophold på Ishigaki billeje, da der er stor afstand mellem seværdighederne og i modsætning til Hawaii, udnyttes naturen ikke med eksempelvis vandring i skovene eller udsigtsposter - det bedste ved Ishigaki er klart øens strande. Og her er det igen positivt at øen ikke er overrendt af charterlignende hoteller og strande fyldt med barer og liggestole, men det er faktisk næsten svært, at finde et godt hotel med både strand, pool og tæt på byen. Vi valgte at bo på Ishigaki Sunset Cove - et hotel der på mane måder minder om et græsk charterhotel. 20 min kørsel fra byen og lige ved en strand og med en lille pool. På nær vores Ryokan-oplevelse, var dette det dyreste hotel på rejsen. Hvad man ikke gør for havudsigt.


SNORKLING:

Et af de store plus ved Ishigaki er, at man nemt kan gå direkte fra stranden ud til snorkling-områder. Man kan naturligvis også komme på fine bådture fra især Kabira Bay, men hvis man hellere selv vil styre tempo og tid, kan jeg anbefale to strande vi besøgte fra hvor, vi kunne snorkle direkte fra stranden. Yonehara Beach er en familievenlig strand, hvor du praktisk talt kan snorkle i vandkanten. Et godt sted at starte, når man lige skal afprøve sit snorkel-gear. Især hvis man har børn. Snorklingen er ikke fantastisk, men sjov og hyggelig nok. Yamabara Coast er et virkelig godt sted at snorkle fra. Det er svære at komme til, da man skal ned af en lille smal og stejl sti. Men til gengæld er her virkelig få mennesker, og et lækkert snorkelspot i svømmeafstand fra stranden. Tag evt. finner på, og husk at lytte til lokale ang. vind og vejr-forhold. Der var ingen problemer den dag vi var der, men kan jo være strømmen er stærkere nogen dage end andre, og der er hverken livreddere eller lign her.

Hvis I ikke selv har snorkling-gear kan det lejes på de fleste hoteller, og ellers er der fine dykkerbutikker i byen. Og lad jer ikke snyde af vejret på billedet. Vi ankom midt i en tyfon, og der var overskyet et par dage, men der var stadig 30 grader og smukt i vandet.


MANGROVE:

Hvis du er lige så uheldig som os, og ankomme til Ishigaki midt i en tyfon, er det godt der også er andet at lave, end at slikke sol. Der er blandt andet en smuk mangrove - hvor man i lavvande kan se de flotte klassiske mangrove-trærødder, og hvor man i højvande kan sejle kajak helt ind i junglen.


CHASING WATERFALL:

Da vi ankom i gråvejr og regn, gik jagten ind på at bruge vores første dag andre steder end på stranden, som vi egentlig havde tænkt os. Og har fandt vi hjælp i en utrolig god blog. Her kan man læse om mange af de små finurlige steder øen byder på - som man ikke lige kan finde på de mest gængse turistsider.  De har blandt andet fundet et næsten ufremkommeligt vandfald, der på rigtig sjov opdagelses-vis, skal findes ved at følge en flod og bestige store sten, før man kommer til sit helt eget private vandfald. Som tidligere nævnt har Ishigaki ikke vandringsruter eller udsigtsposter, så for folk der elsker at udforske naturen, er dette mit bedste bud på en naturoplevelse på Ishigaki, der ikke er strand og snorkling!

Vandet er koldt, men man får varmen af at gå derop. Og så er det sjovt og noget af en udfordring. Det kræver wet-shoes, og en vis eventyrlyst, men jeg lover, det er det hele værd! Det er altid sjovere at bade i vandfald, når man har dem for sig selv, og altid sjovere at få pay-off når man rent faktisk har 'knoklet' for det. Vi efterlod vores kamera inden vi nåede helt op til vandfaldet, da det var ved at blive vådt af turen, så jeg kan ikke vise jer vores billeder. Men på bloggen kan I se billeder, og ellers må I bare stole på mig! At tage på eventyr og 'finde' vandfaldet, er blandt mine yndlingsøjeblikke på hele turen.


ISHIGAKI STALACTITE CAVE:

En anden ting vi tænkte kunne være sjovt i regnvejret, var at besøge Ishigaki Limestone Cave. Det er ofte fascinerende at se drypsten og besøge hvad der ligner en anden verden under jorden. Ishigakis drypstenhule er desværre bare ikke pengene værd. Entreen er dyrer end nogen andre steder vi besøgte i Japan - inklusiv de flotte templer i Kyoto, og selve hulen er lyst op af kitschet nærmest julelys - både den pæne slags med små dioder, men også den slags med farvede pærer. Det er ikke pengene værd - selvom det var lækkert at komme ned i mørket hvor temperaturen var en del lavere end over jorden.


FYRTÅRNET:

Den ene ende af Ishigaki har byen, hvor blandt andet færgerne ankommer til, og man kan finde restauranter, shopping og hyggelige gader. Den anden ende af øen, er mildest talt affolket og det kan være svært at finde så meget som en kiosk. Vi tog dog den fine køretur derned alligvel og besøgte spidsens fyrtårn - et fint lille fyrtårn, der ikke gør meget væsen af sig, og mest er et besøg værd, hvis man gerne vil sige man har været hele øen rundt. 

Det bedste ved at tage til spidsen af øen i det mere øde område er, at man kan stoppe ved de små sideveje man kommer forbi, og de leder næsten allesammen ned til små øde strande, man så kan have helt for sig selv. Der er ikke noget bedre end strande, hvor de eneste fodspor er ens egne.


KABIRA BAY

Kabira Bay er måske det mest kendte sted på Ishigaki. Det er forbudt at bade her, da det er et af de få steder i verden, hvor der dyrkes sorte perler. Udsigten er fantastisk og fra Kabira Bay look-out kan man tage med både der har glass-bottoms så man kan se de smukke rev og fisk der stortrives i havet omkring øen.

Udover at besøge både det smukke look-out ved Kabira Bay og tage på en hyggelig bådtur i det smukke vand, kan jeg også klart anbefale, at besøge Inner Kabira Bay. Man skal parkere oppe på vejen og gå ned til vandet. Det er fristende at tage en dukkert her, men da det ikke er lovligt, må man nøjes med dyppe tæerne og soppe lidt rundt. 

Udsigten fra parkeringspladsen ved Inner Kabira Bay. Herfra er der 10 minutters gang til ren paradis.


YONAGO YAKI

Når man kører ad vejen til Yonehara Beach, kan man umuligt overse de store stenfigurer der står langs vejen. Der er en butik der sælger de særlige Shisa-statuer af sten. Hele haven bag butikken er i midlertid lige så meget et besøg værd. Her er en masse store og farverige stenstatuer - så hyggeligt og sjovt at gå rundt og se.

Alt i alt er Ishigaki en dyr detour fra hovedøerne i Japan. Der skal både tænkes på fly, billeje og væsentligt dyrer hoteller, men jeg er nu glad for jeg fik stillet min nysgerrighed omkring de famøse Okinawa-øer. Og jeg må sige, at Ishigaki i solskin er noget nær paradis - også selvom øen er stor og kræver en bil. Vi var uheldige med vejret, så jeg skal ikke afvise jeg engang kommer tilbage, og tager nogle flere dage og får set nogle flere Okinawa-øer. Første indtryk fejler i hvert fald ikke noget!


#Japan #Okinawa #Ishigaki

15 visninger
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.