top of page
Søg
  • Forfatters billedeCillezulli

Gode råd til din ferie i Los Angeles


LOS ANGELES har er særligt sted i mit hjerte❤️Jeg har besøgt byen 5 gange og har en god ven der boede der en årrække, så har været heldig nok at få en masse inside scoops fra ham - og dem kan jeg så dele videre med jer nu. 


Jeg har fra flere mennesker har hørt dårligt om Los Angeles, men jeg tror det skyldes at byen er så stor og uoverskuelig hvis man tager afsted uden en plan. Men hvis man giver den en chance, er det en fantastisk by fyldt med oplevelser, solskin, Hollywood-dazzle og så ligger den i en fantastisk stat - Californien! Flyv direkte med Norwegians dreamliner til vildt billige priser. Brug en uge i Los Angeles og tag derefter på Road Trip i The Golden State.

Er vild med lyset i Californien. Fra det sekund man stiger af flyet i LAX kan man se det - om det er pga smog eller hvad - kønt er det 😍


Down Town LA

Der er mange lækre områder i Los Angeles - fordelt over et kæmpe område. Her vil jeg skrive om nogle af de område jeg har tilbragt mest tid i, og som byder på nogle gode steder. Og Down Town LA står øverst på den liste. Her er nærmest en New York stemning, med høje huse og veje man kan gå på - uden at man behøver en bil. Her kan man slentre af Broadway og kigge på de vilde art deco gamle bygninger, og shoppe i butikker som Acne og Urban Outfitters. Det er stadig et lidt råt område, tæt på et af verdens største hjemløse-område, men det er blevet ryddet godt op, og det er helt sikkert at færdes på de store gader.  Det gode ved at bo i Down Town er at der er gå afstand til det meste og at man får en fantastisk storbys-stemning. Herunder har jeg samlet nogle anbefalelsesværdige steder i Down Town LA:

Bottega Louie: Verdens bedste indbagte portobellosvampe - jeg kunne tage til LA bare for dem😋

Grand Central Market: Alla papirøen eller Torvehallerne i København. Masser af lækre madboder i gammel industribygning.

Arts District: Særligt området omkring Eighty Two er fedt.

Urth Café: En kæde der ligger over hele LA - men især har en sjov industri-agtig placering i Down Town.

The Ace Hotel: Hotel med god restaurant i stue-etagen og pool og bar på øverste etage ☀️🍹

The Perch: Smuk og hyggelig restaurant og bar på toppen af et højhus midt i Down Town. Så lækker udsigt og fyldt luksusstemning!

Edison: Et gammelt power plant der er lavet om til en bar - fyldt med glødelamper, højt musik og killer cocktails 😉

Last Bookstore: En stor boghandler fyldt med alle de bøger du kunne forestille dig - og kreative opstillinger og læse hjørner. Så sjov butik der klart er et besøg værd, om du er læsehest eller ej. 📕📗📘📙

Jeg er klart mere til film end bøger - men der nu noget vildt hyggeligt over sjove boghandlere. Hvis du nogensinde er i Down Town LA, er den klart et besøg værd.


Silverlake & Los Feliz

Ud over Down Town er mine yndlingsområder Silverlake og Los Feliz. Ligesom i Down Town kan man parkere bilen og gå rundt i området med fortovscaféer og shopping. Jeg har fået nogle gode steder anbefalet, af en veninde der boede i Los Angeles i et år.


SILVERLAKE: Sqirl: hyggelig frokostcafé. Cafecito Organico: Totalt yndlingscafé var ordene min veninde brugte 🙂 Bar 4100: klassisk bar stemning med masser af røde gardiner. Sunset Junction: Nærmest indbegrebet af Silver Lake - med fantastisk kaffe og smukke klinker.

LOS FELIZ:

Området omrking Vermont/Hollywood/Hillhurst er et godt område at gå rundt. Home State: Austin/mexi mad. Virkeligt godt og så kan man sidde udenfor. Figaros: En af de få fortovscaféer i LA. God happy hour i solen. Fransk stil. Little Dom's: Italiensk-ish restaurant. Om mandagen kan man få en 3 retters menu for 15 dollars og vin for 15 dollars.

Indbegrebet af Silver Lake er Sunset Junction - en hyggelig café med klinkegulv og luksus kaffe. 

Venice Beach

Los Angeles er en kystby - ud mod det eksotiske stillehav! Og intet sted indfanger bedre den chilled layed back stemning af strandliv, end Venice Beach. Det var her Arnold Schwarzenegger trænede på Muscle Beach. De små udkigshuse sender minderne til Baywatch. Strandpromenaden er fyldt med souvenir-butikkerne, hampblade og håbefulde kunstnere. Gå en tur langs stranden. Dyp tæerne i stillehavet. Gå dernæst en tur i området. Hvis du har set Californication vil du kunne genkende de mange kanaler fra Hank Moodys nærområde. Venice Beach er grundlagt af Abbot Kinney og er naturligvis inspireret af Venedig. Kanalerne minder dog mere om en sommerdag ved Christianshavn end venedig. Gå dernæst af Abbot Kinney Boulevard. Her er der hyggelige caféer og shopping. Især er Toms café er hyggelig - med en lille gårdhave.

Hollywood & all that glamour...

Så man kan selvfølgelig ikke sige Los Angeles uden også at sige Hollywood! Og masser af steder der har været med i ikoniske film - lige noget for en film elsker som mig ❤️🎬Hollywood i sig selv er faktisk ikke så interessant - men man skal selvfølgelig gå en tur ad The Walk of Fame (Hollywood Boulevard & Highland Ave) og besøge Graumans Chinese Theater, hvor man kan måle sin hånd i aftryk af stjerner som Jack Nicholsen, Leonardo DiCaprio og Kate Winslet.

På Hollywood Boulevard kan du møde en del fronters, hvis job der er at skaffe publikum til diverse host-shows der bliver optaget i LA. Det er let at lade sig charmere af dem, og hvis man har lyst til at deltage, er det jo også fint. Man skal bare være indstillet på, at det ikke er så glamourøst som det lyder. Der er meget ventetid, publikumsopvarmere der sørger for at man klapper og hujer når det passer produktionen og man skal afsætte en halvferiedag, til en lidt flad oplevelse. Så det vil jeg generelt ikke anbefale - men det har jeg sagt til flere venner, der alligevel faldt i fælden og først bagefter kunne se hvad jeg mente. Så måske det bare er en del af oplevelsen 😉

HOLLYWOODSKILTET: Los Angeles landmark der våger over byen fra The Hollywood Hills, er mere ikonisk end smuk, men det er også okay😉 De fleste veje op mod Hollywood Hils har skilte hvor der står 'no sign access'. Det skal man ikke tror på 😉 Et godt råd er at køre mod 3398 Deronda Drive via GPS'en og parkere der - der er flot udsigt til skiltet og rig mulighed for at få taget gode billeder. Derfra kan man så gå op hvor vejen slutter og tage stien op bag Hollywood-skiltet. Der er nogle få kilometer men i stegende solskin kan det føles længere, så tag solcreme og vand med. Og nyd udsigten over millionbyen fra bag det kendte skilt!

Et andet fantastisk udsigts spot er naturligvis Griffith Observatory. Der kan man også gå op (eller stepdanse som Ryan Gosling og Emma Stone i La La Land) og se en flot udsigt over byen. 

The siblings that selfie together 📸😉


Shopping

Der er naturligvis rig mulighed for shopping i Los Angeles - både på Abbot Kinney i Venice og i Down Town, men mit yndlings shoppeområde er nu Melrose Avenue. Her ligger en stribe af fede genbrugsbutikker - her i blandt Wasteland - der har nogle virkelig gode fund. Og kun ca 10 min gang derfra, finder du The Grove og det tilstødende Farmers Market hvor de kan finde alle de velkendte brands samt en god shoppe-frokost.

Museer

Der er mange vilde museer i Los Angeles - og jeg har slet ikke besøgt nok. Men jeg vil anbefale LACMA og GETTY. Getty musset har gratis entre og en fantastisk udsigt over byen. LACMA ligger tættere på Down Town og det er klart nemmest at bestille tid på nettet inden, og undgå evt køer. Jeg var ret vild med udstillingen da jeg var her, men den faste udstilling er også et besøg værd.

Los Angeles River

Dette var en lille drøm der blev til virkelighed - efter 5 ferier i Los Angeles, lykkes det endelig at komme ned at køre en tur i LA River. Præcis som man har set det i et utal af film, som Terminator, Grease og Drive. Vi kom ind under 6th street bridge der nu er under ombygning, men der burde være viadukter under de andre broer i Down Town- området også. Der gå rygter om, at byen er ved at genskabe floden, men hvis du får muligheden for at besøge floden inden det sker, er det klart en film-drøm der bliver til virkelighed 😍

Kendt fra film & TV...

Det meste af Los Angeles kan virke som en filmkulisse, men så er der jo også de steder du rent faktisk kender fra TV😉 De fleste locations er bare en google-søgning væk. Da min veninde Kirsty og jeg besøgte Los Angeles var det en no-brainer, at det selvfølgelig var Walsh-familiens hus fra Beverly Hills 90210 vi skulle besøge. Den ligger på 1675 E. Altadena Drive der ironisk nok ikke ligger i Beverly Hills. Lige ved siden af ligger Dylans hus, og man kan også besøge deres beach house og West Beverly High. Vores teenager-hjerter var noget nær lykkelige da vi besøgte huset. Hvis du har en lille filmnørd inden i dig, er det bare at gå til tasterne - der er mange photo-ops med filmlocations i Loas Angeles.

Transport

Du har hørt det før - og det er sandt. Los Angeles er en bil-by! Afstandene er lange og mange, og en bil gør bare den slags nemmere. Og så er det også bare en fed by at køre. Især når man som min ven Jesper, kører en åben mustang. Det kan klart anbefales at smide lidt ekstra penge for en lækker bil - hvis der nogensinde var en by der fortjente en convertible, så er det LA! Og LA er en bilby - og meget mindre hektisk at være bilist i, end eksempelvis København eller andre europæiske storbyer

Men - når det er sagt, så kan det godt lade sige gøre, hvis man lige som mig, ikke er så glad for at køre bil. Det er bare en større udfordring - og man skal sætte lidt penge af til Uber-kørsel, til de længere ture. 

Der er en metro der har stop i Down Town og kører til blandt andet Silverlake og Hollywood. Derfra har jeg også taget bus til både Getty Museet og Venice beach - men det er langsomme busser der tager en time om at køre hvad en bil kan gøre på 20 min. Men det kan lade sig gøre at have en fed tur til LA, selv hvis du ikke er til billeje.


Forlystelsesparker

Okay, så hvis man lige som os er en sucker for forlystelsesparker, er Los Angeles et slaraffenland. Det originale Disneyland ligger i Anaheim i den sydlige del af LA (og ligner i opbygning Disneyland Paris på en prik). Her startede vi vores sidste tur til LA med at tage direkte til et tvivlsomt hotel nær parken direkte fra lufthavnen. Men ud over Disneyland, kan man også besøge Universal Studios, der i modsætning til placeringen andre steder, rent faktisk ligger op af et rigtig studie, med filmoptagelser der stadig foretages i dag. Det kan tit lade sige gøre at finde at finde billigere billetter til Disneyland online, når man ved hvornår man kommer, og Universal har også nogle gange nogle kuponer. Disneyland er altid travl, men i hverdagene udenfor de store ferier er der bedst. Universal har ikke nær de køer man møder i Disneyland. Hvis man ikk er til theme-parks, men godt kan lide rollercoasters, ligger der også en Six Flags i nærheden af LA. Den har vi ikke besøgt. Theme Parks er for fedt😉 

Westside ftw ✌️


Jeg har besøgt Los Angeles 5 gange - og selvom jeg altid fortæller mig selv, at nu skal jeg udforske nye steder, har jeg en klar fornemmelse af, at jeg nok skal vende tilbage til LA igen.

Jeg vil anbefale jer at give LA en chance på trods af dens dårlige ry som turistby. Og så har LA jo også den klare fordel, at den ligger i Californien - tæt på smuk natur, national parker og andre gode roadtrip destinationer. Det kan du læse mere om Californien her og om Las Vegas og omegn her. Jeg ønsker dig en rigtig god tur til englenes by!  👼


#california #Californien #LosAngeles #LA #LosFeliz #Silverlake #DownTown #Venice #VeniceBeach #Hollywood #LARiver #LosAngelesRiver #WalkOfFame #Hollywoodskiltet #Ferietips #Ferieråd #Ferie

137 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page