top of page
frihedsgudinden

NEW YORK, NEW YORK

NEW YORK: Det er ikke den mest taknemmelige opgave at skulle skrive en rejseguide til byernes by. Man skulle mene byens mange muligheder gør det nemmere - men begrænsningens kunst er ofte den sværeste. Jeg har besøgt New York 5 gange - og med jævne mellemrum bliver jeg grebet af en lyst til at tage tilbage. Der er altid noget nyt at opleve i den by. Alle de gange jeg har været der, har jeg fulgtes med nogen der besøgte byen for første gang, så denne guide skal ses som en slags 'beginners guide' - what not to miss! Så kommer jeg stærkt igen med flere detaljer i senere indlæg ❤️️🗽

subway

New York er en by man skal gå rundt i - men der er også en (ofte meget varm) subway til de længere ture.

Hvor skal man bo? Alle gange jeg har været i New York, har jeg boet på Manhattan. Ikke fordi Brooklyn ikke er skøn, men fordi de fleste ting jeg gerne vil opleve i New York, er stuvet sammen på Manhattan, og på den måde kommer jeg til at bruge mindst tid på transport. Der er sindsygt gode subway-forbindelser på Manhattan, hvorimod Brooklyn forbindelserne er mere sparsomme. Bo i East-Village og du går direkte ud i New Yorker livet - samtidigt med, at både down town og up town kun er få subway stops væk. Men husk også at besøge Brooklyn en dag eller to. Der er skønt!

empire

Empire State of Mind.

Central Park: En arkitekt-ven fortalt mig engang, at Central Park er anlagt længe før byen overhovedet nåede rundt om parken. Men byplanlæggerne var så visionære, at de godt kunne se New Yorks potentiale, og dermed det fremtidige behov for en grøn oase. Der er mange måder at nyde Central Park på. Man kan gå mange lange ture, men  kan ro i robåde, leje små fjernstyret både, cykle, løbe eller bare dase. Når man som dansker besøger Central Park må man nødvendigvis også op at sidde på skødet af HC Andersen og føle sig stolt. Derudover kan jeg anbefale Bethesda springvandet (kendt fra mange film blandt andet Avengers & John Wick 2), skildpadde-søen og fare vild på de små stier, lige som Macaulay Culkin i Alene Hjemme 2. Bortset fra Broadway er New York ret firkantet opbygget, så det er vildt hvor meget ens stedsans fucker up, så snart man kommer ind i Central Parks snoede stier. Men det er en del af oplevelsen.

Ud over Central Park er jeg også ret begejstret for Washington Square Park. Den ligger tæt på universitetet, så den er omgivet af nogle fede gader - og især i weekenderne vrimler den med gøglere!

hc andersen central park

 I sommerhalvåret kan man finde højtlæsningstimer for børn hos både HC og Alice in Wonderland statuen.

High Line: En ting der blevet et større og større turist-tilløbsstykke er den nedlagt High Line, der nu er en slentresti i 2. sals højde. Og jeg forstår godt at det er populært. Det er en rigtig hyggelig sti, med charmerende udsigter og god stemning. Den er til tider lidt crowdet, men så absolut en  slentretur værd.

high line new york

The High Line.

Shopping: når man bestiller ferie i New York, er det meget klogt også lige at afsætte et større beløb til shopping, end hvis man besøger så mange andre storbyer. New York er en by der er nem at gå rundt i - og man kommer forbi en milliard fede butikker! Især området omkring Tribecca og NoHo frister med alle deres fede brands og butikker. Området og gaderne omkring Spring Street og Prince Street er og bliver mine yndlings!

vintage twin new york shopping

Vintage-shopping på Broadway i omtådet tæt på Little Italy - her finder man flere af de store kædebutikker også.

Jeg har hørt mange anbefale gospel-kirke besøg i Harlem når man er i New York. Det har jeg kun været én gang - og det var bestemt også en oplevelse. Men min yndlingsbeskæftigelse i Harlem er et besøg i Apollo Theatre - nærmere bestemt til deres open mic night hver onsdag. Det er en oplevelse uden lige! Der bliver klappet, buheet og generelt hujet på en måde man aldrig kunne forestille sig ske i DK. Trust me, hvis du er nærheden af Harlem en onsdag aften, er Apollo the place to be!

little italy new york

Museerne: Jeg har jo aldrig været den store museumsgænger, men når New York nærmest bugner af dem, fortjener de en kommentar. MoMA er kæmpestort og vildt - men jeg synes også at det var alt for kaotisk (en milliard larmende turister) og alt for meget air condition (jeg frøs helt vildt, hvilket nok også har haft noget at gøre med min oplevelse). For fans af moderne kunst er jeg slet ikke i tvivl om, at det er en fed oplevelse, og fra et nationalistisk synspunkt, kan man kun være stolt over, hvor mange danske design-klassikere, der er at finde der.  Guggenheim er smukt både inde og ude! Det lækre ved Guggenheim er, at selve strukturen er så smuk og vild at gå rundt i, at man slet ikke behøver interessere sig for kunst, for at få noget ud af besøget. Museum of Natural History (Hvor Ross arbejder i Venner og hvor Night at The Museum foregår) er ret sjovt. Der er dino-skelletter og en stor fake blåhval og der er gjort noget ud af historiefortællingen. Man kan nemt bruge mange timer her. Hvis man ikke har lyst til det, men kommer forbi museet, kan man lige gå ind i forhallen. Det er gratis og her står et kæmpe dinosaur-skellet. The Met har jeg aldrig besøgt - men det er virkelig smukt ude fra. Vi besøgte New York public libary sidst jeg var afsted. Det er ikke et museum da det stadig er i brug som bibliotek, men det er en fantastisk smuk bygning! Hvis museer er din ting, er New York et slaraffenland! 

guggenheim

Frank Loyd Wrights ikoniske Guggenheim-bygning.

new york public libary

Indgangen til New York Public Libary - kendt fra Sex & The City filmen (som der BTW stadig koges meget suppe på, så hvis man er til Carrie & co, kan man komme på mange ture rundt i byen, og se de genkendeligste steder.)

Staten Island-færgen: Indbegrebet af New York er naturligvis frihedsgudinden. Den smukke dame i vandet ud for sydspidsen af Manhatten er da også noget af et turist tilløbsstykke. Og der er så her jeg indrømmer, at jeg aldrig har været på en bådtur ud til hende. Jeg har simpelthen aldrig magtet køen. Men til gengæld er jeg sejlet forbi hende med gratis-færgen til Staten Island (færgen fra Spiderman Homecoming) mange gange. Det er en hyggelig tur frem og tilbage, der giver lidt luft og flot udsigt. Det er ikke en 'kanalrundfart' så der er ingen guides, så man skal kun tage en tur, hvis man trænger til at sidde lidt ned og nyde lidt frisk luft og havduft.

manhattan bridge

Manhattan bridge.

En af de andre gratis oplevelser jeg kan anbefale i New York, er en slentretur over Brooklyn Bridge. Der er et fantastisk smukt bygningsværk, symetrisk og stort, og så er det vildt flot at gå henover bilerne der suser forbi nedenunder, mens Manhattan Skyline bliver tydeligere og tydeligere i baggrunden, efterhånden som man krydser broen. 

brooklyn bridge

Hvis man trænger til at komme lidt væk fra storbyen, er Cony Island en fortræffelig en-dags-udflugt. Der er en ret trashy park, og man føler klart, at den har set sin storhedstid, men den er også virkelig sjov, ikonisk og umulig ikke at holde af. Om ikke andet, så bare for dens smukke bordwalk med havet til den ene side, og forlystelser til den anden.

cony island

Empire State Building kan allerede spottes fra Subwayen, hvis man tager den over jorden fra JFK ind til Manhattan. Der er en vanvittig smuk bygning og selvom der kan være en lang turistet kø, for at komme derop, synes jeg det er noget helt særligt, at se New York fra toppen, fra en så gammel og kendt bygning. Kom omkring solnedgang, så du både får set byen i lys, i solnedgang og med alle de funklende lys tændt. 

new york skyline

Solnedgang over blandt andet Chrysler Bygningen, set fra toppen af Empire State Building.

Restauranter: Okay, så jeg er simpelthen ikke foodie nok til, at jeg kan komme med en kort top 5 liste over restauranter. Men én ting kan jeg sige - food trucks, især de mexicanske, får Papirøen til at blegne! Så mange lækre tacos og læg så også mærke til colaerne - de er importeret fra Mexico og lavet på sukkerrør og ikke roer, og de smager bare fantastisk! Jeg vender stærkt tilbage med anbefalinger til de bedste steder jeg har spist i NY.

mexicola

New York er og bliver en fantastisk by - og jeg har på fornemmelsen, at mine 5 ture derover, sagtens kan blive fordoblet, før jeg er færdig med den by. Jeg kan kun anbefale at tage til New York - der er noget for enhver smag! 

i love new york
usa
bottom of page