ROADTRIP I KYUSHU

Da vi havde besluttet at flyve fra Fukuoka til Okinawa-øerne, var det oplagt at lægge et lille roadtrip-stop ind i Kyushu - den sydligste af Japans store øer. I Kyushu jagtede vi vandfald og vulkan-natur i den smukke grønne natur, og nød at være væk fra de mest turistede steder, og opleve en del af det mere autentiske Japan. Her er der længere mellem turister og japanere der snakker engelsk, der er områder der virker fattigere end byerne vi havde besøgt hidtil, og så er landevejene ubeskrivelige smukke og naturen og roen et fantastisk stop, efter de første par store byer.

ROAD TRIP:

Vi lejede en bil i Fukoaka (nem at komme til med Shinkansen) og kørte af motorvejene ud af byen. Google er ikke den bedste til at vise vej når der er mange afkørsler etc, så hold øje med skilte i forhold til hvilken bane man skal være i, og vær opmærksom. I Japan kører man i venstre side. Bilisterne var nøjagtig lige så høflige som resten af de japanere vi mødte, og vi havde mærker på lejebilen der viste, at vi normalt kører i højre side, så de kunne tage hensyn. Motorvejene er betalingsveje men også virkelig lækre og nemme at køre ad. Men de virkelige smukke udsigte og veje finder man, når man drejer af motorvejene og kører ad landevejene.

Hastighedsgrænserne er lavere end vi er vant til i Europa og afstande er lange. De tre dage vi var i Kyushu kørte vi vel i bil 4-5 timer hver dag, så sørg for at leje en god bil og nyd udsigten i frodige, smukke og rolige Kyushu. Og husk dit internationale kørekort til bil-lejen. Hvis du er glad for at køre bil og klar til en hyggelig roadtrip, er Kyushu et smukt tillæg til den gængse Japan-rundtur, med masser af smuk natur og vandfald:

Landevejene har lav hastighedsbegrænsing og lidt sving, men næsten ingen trafik og en udsigt der er svær at slå.

TAKACHIHO GORGE: 

Takachiho Gorge er nok det mest populære vandfald i Kyushu - især kendt på instagram. Jeg havde glædet mig meget til at se det smukke vandfald i virkeligeheden - og vandfaldet i sig selv skuffede heldigvis ikke. Området omkring Takachiho er desværre meget turistet, og der er en strøm af biler til den lille kløft, der unægteligt tager en del af charmen. Men Takachiho-kløften er så smuk, og der er en fin gåtur, og stedet er ikke over-crowded. Man har det bare ikke helt for sig selv.

Jeg havde læst man kunne leje små både og ro hen forbi vandfaldet i kløften, hvilket ligner en helt magisk oplevelse. Men desværre, kunne man ikke leje robåde den dag vi var der, da vandstanden var for høj, og kløften har nogle små vandfald, så det kan hurtig blive til river rafting hvis strømmen er for stærk. Virkelig ærgerligt med robådene, men stadig et flot sted at gå en tur.

Det er ikke svært at forstå hvorfor Takachiho Gorge er blevet så populært et sted med den udsigt. Den lille gåtur man kan gå der er ikke svær- hele familien kan være med, og der er både souvenirboder og is-sælgere.

Gåtur langs Takachiho Gorge.

DAIKANBO LOOKOUT

I Kuyshu kan man besøge Mount Aso, der er en aktiv vulkan. Da vi var der, var der for meget aktivitet til at man kan komme op og se ned i vulkanen, men området omkring vulkanen har også en meget interessant geografisk historik, og der er blandt andet et stort krater, som man har smuk udsigt over fra Daikanbo Lookout. 

Ved Daikanbo lookout kan man læse om den spændende geologiske historie, der har givet området dets mange bjerge, vulkaner og kæmpe kratere. Og så er udsigten smuk og lidt surrealistisk. Jeg ville ikke køre en kæmpe omvej for at besøge udsigtensposterne på ruten, men hvis I ligesom os, kommer tæt forbi, er det ret interessant. 

Endnu en smuk udsigtsplatform på ryggen ned til krateret nær Daikanbo Lookout i Mount Aso-området.

KIKUCHI GORGE

Efter at have besøgt Takechiho Gorge og Mount Aso-området, besluttede vi os for at gå efter nogle mindre kendte områder i Kyushu. Valget faldt på Kikuchi Gorge - og det fortrød vi ikke!

Hver eneste drejning på den 4 km lange gåtur langs Kikuchi Gorge bød på den flotteste natur - det ene smukkere end det andet. Små vandfald og stendynger. Grøn grøn natur og nærmest azurblåt vand. 

Vi var nærmest de eneste mennesker på turen, og det var virkelig fredfyldt og nærmest magisk at gå turen i den smukke natur helt alene i ro og fred. Vi tog flere pauser ved flotte udsigtsposter, og nød naturen. Der var ingen vending machines på turen (heldigvis), så husk vand og snacks.

Måske du vil føle dig fristet til at tage en dukkert i det smukke vand - men det er ikke tilladt at bade i Kikuchi Gorge. Og så er vandet også vold koldt!

NABEGATAKI FALL

Et andet virkelig smukt stop i Kyushu er Nabegataki falls. Et vandfald der er så smukt, at man næsten skulle tro det var tegnet til en tegnefilm. Det er ikke verdens højeste vandfald, men det er bredt og så er det helt specielle man kan opleve her, at man kan gå bag om vandfaldet og se gennem vandsløret. Vandfaldet ligger kun en lille trappe væk fra en parkeringsplads, så selve området i sig selv indbyder ikke til lange gåture eller længere ophold i naturen, men vandfaldet er unægtelig flot for vandfald-elskere som os. Jeg smider et par billeder af det smukke vandfald herunder.

Ryumon Falls

Det sidste vandfald vi besøgte i Kyushu, hedder Ryumon Fall. Det er mere populært end nogle af de mindre vi besøgte, og det skyldes nok, at der på varme dage, er god mulighed for at bruge vandfaldet som en naturlig water-slide vandrutchebane.

Folk med gode skridsikre-sko kravler op ad den nederste bakke og derfra kan de så glide med vandet ned igen. Enten på en måtte eller en badering. Det så sjovt ud, men ligner også noget der kan give nogle knubs. Så man skal nok starte i det små, og være sikker på man har lært vandfaldet at kende, før man glider ud fra toppen.

I højre side kan man kravle op, og ved vandet i venstre side, kan man lade sig glide ned igen. Men vandet er koldt og man skal passe godt på - der er glat og stenene er hårde.

RYOKAN ONSEN

Man kan ikke tage en tur til Japan, uden at bo i en traditionel Ryokan - en klassisk japansk kro med bambus-måtter på gulvet og skydedøre af papir. En Ryokan har fine japanske sandaler i træ og traditionelle kimonoer, og en helt speciel zen-stemning. En onsen betyder en varm kilde, og i vulkan land (eksempelvis omkring Hakone og ved Aso i Kyushu) er de klassiske japanske onsen fyldt med varm vand fra jorden. Japanske onsen er oftest kønsopdelte, og er tænkt som et nøgenbad. 

Det er hverken billigt at bo i Ryokan eller på hoteller med onsen, men det hyggeligste er klart at bo på en Roykan med Onsen og bare betale prisen, for den særlige japanske oplevelse. I Kyushu boede vi et sted kaldet Kafutei - ingen i personalet talte engelsk og de kønsopdelte nøgne onsen var en lille overvindelse første gang, men da vi kom sent om aftenen efter en hel dags roadtrip, havde vi ofte stedet for os selv. Hvis I har lyst til at bo i en Roykan med onsen der ikke vil ruinere jer, kan jeg anbefale Kafutei.

Kyushu er klart det grønneste og roligste stop på vores tur, men også et kæmpe hjørne af Japan, der er umulig at opleve uden lange køreture - og selv om de køreture er i smuk natur, skal man være klar på nogle timer i bil. Hvis man har god tid i Japan og er glad for naturoplevelser der ikke er overrendt af andre mennesker, er Kyushu et virkelig smukt stop på turen!

IMG_0035.jpeg
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.