ÉN UGE I FLORIDA

Da dagene igen begyndte at blive korte og uldstrømperne blev en fast del af outfittet, skyndte jeg mig (igen) til tastaturet og begyndte at lede efter billige flybilletter til varmere himmelstrøg. Denne gang var vi begrænset af skolernes vinterferie, da Esben endnu ikke har optjent sin 6. ferieuge. Vi fandt billetter med Lufthansa til Miami til under 3000 pr mand, og slog naturligvis til.

Det stod dog klart at jeg hverken havde lyst til at tilbringe en hel uge i Miami eller i en bil, så der skulle god planlægning til. Herunder skriver jeg et bud på, hvordan I kan få en god portion Florida på kun en uge😊

Ankomsten til Miami Lufthavn er ligeså faverig som resten af byen. 

Dag 1 & 2: Miami

Vi havde svært ved at finde et budget-hotel i Miami der stadig lå tæt på South Beach. Med kun 2 dage i Miami ville vi gerne bo centralt. Vi endte med at bo på Townhouse Miami Beach der ikke rigtigt er billigt, men som ligger i den nordlige del af South Beach, med strand-adgang og trods alt betaleligt. Og så har det  en fantastisk roof top terrasse,  der var så skøn i de varme aftener😊

Med kun få dage i Miami var det vigtigste for os at se South Beach med de ikoniske pastelfarvede facader langs vandet og de klassiske strandhuse på den lange brede Miami Beach. Vi spiste brunch på Orange Blossom og til aftensmad hentede vi frisk Ceviche hos My Ceviche, hvor der dog ikke var plads til at spise ude foran, så det blev take away på et trappetrin. Super hyggeligt og lækker mad!

South Beach er vildt aktiv og skør og man kan gå fra den ene ende til den anden på en times tid, men man kan også tage meget længere tid med en masse people-watching. Det føles lidt som at gå rundt i en forlystelsepark med alle de flotte art deco huse og lyse farver. Hvis man bliver træt af at gå, er der gratis shuttle busser der kører fra den ene ende af Miami Beach til den anden. 

Men det var klart Wynwood Walls jeg havde glædet mig mest til at se - det er jo en instagramdrøm med et helt område fyldt med street art og murals. Vi tog en Uber fra South Beach til Wynwood Walls - og allerede på vej ind i området blev vi imponeret over de mange farverige gader og mure. Selve Wynwood Walls er flotte og imponerende kunstværker, men det er faktisk mere området i sig selv der er et besøg værd. Gå en tur ned til The WynWood Building og se hvordan de har leget med de sort-hvide-striber. Og generelt skal I gå på opdagelse i området.

På vej tilbage til South Beach fra Wynwood tog vi offentlig transport - en bus linje fra Overtown. På få dage i Miami, er det nemt kun at se farverne, pastellerne og alt den rigdom der findes i disse bydele, så det er fint også lige huske på, hvor fattige kvarterer der findes i USA, og ikke kun se det turistede. I langt de fleste lande er offentlig transport en garant for det - også i Miami.  

Udover South Beach (der naturligis skal opleves både i dagslys og i mørke) og Wynwood-området var vi også meget begejstret for Miamis Holocaust Monoment. Det er stilet, imponerende og gør et indtryk. Den botaniske have ved siden af, var dog mildest talt underwhelming. Husk man også kan se Versaces hus i South Beach - hvis man gerne vil ind i huset kan man bestille bord på restauranten. 2 dage i Miami er naturligvis en skrabet version af den store by, men vi synes vi nåede en masse og glædede os til at komme lidt ud af byen.

Holocaust Memorial i Miami

Dag 3: Everglades & Islamorada

Så vi havde egentlig lejet en bil da vi landede i lufthavnen, men da parkering i Miami er mega dyr og der er god adgang med Uber, Bus og Free Trolley, kan det bedre betale sig at tage en lejebil på vej ud af byen. Bare husk enten at købe adgang til toll roads (betalingsveje) eller indstille google maps til at undgå dem. Alle bil-udlejnings-selskaber tjener åbenbart deres penge via skjulte gebyrer, så i stedet for at man bare betaler hvad vejene koster, tager de vanvittige gebyrer for at betale dem. Så ja, vi valgte at undgå betalingsveje. Hader uretfærdige gebyrer😡

Fra Miami til Everglades er der ca 1,5 times kørsel. Vi kørte direkte til Buffalo Tigers Air Boat Rides. 

Jeg synes det var lidt en jungle at finde ud af hvilket selskab man skal bruge, men jeg læste at Everglades plejede at være et reservat for native americans, så jeg valgte det eneste selskab jeg kunne se var ejet af native americans. Derudover stod der også, at de har mest fokus på fart og gators, og ikke så meget snak om fugle, fauna og botanik, hvilket også passer os fint.  

Og jeg skal love for de leverede på gators. Utrolig tæt på, og de vidste en masse om deres liv og føde og dets lige. Og så var det sjovt at prøve airboat. Vi var på en 'public tour' hvor man sidder flere mennesker på samme båd. Man kunne betale en del mere og få en privat tour. Derudover varede vores tur  45 min. Det lyder af lidt, men vi synes det var tilpas.

Efter Everglades vendte vi næsen sydpå og satte kursen mod The Florida Keys. Man kunne sagtens tage turen hele vejen til Key West, men vi valgte at bo på Islamorada (ca 2 timers kørsel fra Evergaldes). Jeg havde læst en masse godt om den ø, men man skal nok vælge at betale for et lækkert hotel med strandadgang, for at få mest ud af det. Vi valgte det billigste mest skrabbede motel (Key Lantern Inn), og det var udemærket til at sove i, men ikke just et ø-paradis. Da vi ankom til Islamorada tog vi en dukkert ved Libary Park Beach - en ret kedelig skrabet public beach. Derudover var jeg sygt bange for at der var krokodiller. Nok ikke det smarteste at bade i en mangrove, når man lige har været på gator-tour i The Everglades😅

Efter en tur i vandet til at køle ned, tog vi til Robbies of Islamorada. Et virkelig sjovt sted med pelikaner og tarpons man kan fodre. God energi og glade mennesker og masser af havudsigt. Jeg vil på det kraftigste anbefale et besøg på Robbies hvis jeres veje går forbi Islamorada. 

Dag 4: Key West

Endnu en dag med lidt kørsel, men fra Islamorada er der kun et par timers kørsel til Key West. Og så kan man jo passende gøre stop ved en lækker minigolfbane - Boondock Miniature Golf 😉

Efter en god omgang minigolf i stegende sol, fandt vi resten af vejen til Key West og den tur i sig selv er jo også ret imponerende - man krydser en del broer. Blandt andre den kendte 7 mile bridge, der som navnet antyder, er hele 7 miles lang, med flot blåt hav på begge sider. Folk der ligesom jeg er vokset op med True Lies på VHS, kan genkende broen fra den episke scene. Hvis ikke kan man jo passende se filmen som opvarmning, ligesom Wild Things også er en oplagt film at se før turen går til Florida🎬🍿

Vi ankommer ved Key West og parkerer ved Old Time Garage Park n Ride. Vi havde læst meget om dyr parkering i Key West, men synes faktisk det var ok fair priser (i hvert fald sammenlignet med Miami og København). 4 dollars i timen. Fra Park N Ride  er der en lille gåtur ned til Turtle Kraals hvor vi fik en lækker frokost. Om aftenen kan man også opleve skildpadder der går om kap😅 Lige ved siden af Turtle Kraals ligger The Cuban Coffee Queen der har en mural der et smukt postkort fra Key West. Helt perfekt til et billede eller insta-postkort fra øen😉

Derfra gik vi ned til Duval Street hvor der er rigtig godt gang i gaden - det er masser af caféer, turister og restauranter.  Det er en vildt hyggelig og stemningsfyldt gade - men husk også at nyde sidegaderne - det er så flot at gå i de gamle gader. Som film og biograf-elsker var jeg også ovenud lykkelig for at besøge Tropic Cinema - her I set mage til flot biograf? Og så endda med Marilyn ude foran! Elsker det. 

Ned af en sidegade fra Duval Street ligger en café der hedder Blue Heaven. Og man kan jo ikke besøge Key West uden at spise Key Lime Pie. I Blue Heaven kan man få den lækre kage i rolige, grønne omgivelser med masser af karakter og charme. Kan anbefales hvis man gerne vil lidt væk fra hovedgadens larm og mennesker. Skal lige tilføjes, at det er nogle kæmpe stykker tærte man får, så ved mindre man er vildt sulten, kan man godt nøjes med at dele ét stykke 😉😋

Key West er et smadder hyggeligt sted -og man kunne sagtens have brugt mere end én dag der. Blandt andet fik vi slet ikke udforsket deres kirkegård nok - der skulle være en sjov tradition for at skrive små vittigheder på stenene. Men i stedet satte vi igen kurs mod Islamorada for at få endnu en overnatning der. På vejen holdt vi dog ind ved Sunset Park på Marathon key. Key West er jo kendt for dens flotte solnedgang, så vi tænkte vi også kunne fange den på Marathon Key. Det viste sig både at være smukt men faktisk også underholdende at se solnedgangen på Key Colony Sunset Beach. Efter solnedgangen er der nemlig tradition for, at de lokale pensionister mødes og synger en sang om deres ø. Og alle gæster får lov at deltage. Det var skørt, amerikansk og ret så hyggeligt! 

Dag 5: Road Trip

Denne dag står i bilens tegn - vi skal nemlig hele vejen fra The Florida Keys til Orlando og Disney World. En tur på 5 timer uden pauser - men i virkeligheden handler det jo mere om,  at holde gode pauser og sætte den rette playliste på. 

Og USA er gode til at lave små road side attractions, der er oplagte til små pauser. På Islamorada er der blandt andet "Betsy The Giant Lobster" der ligger ved et slags kreativt community fyldt med sjove boder. Et oplagt sted til første pit stop.

Efter vi var drejet af The Florida Keys tog vi mod Dolphin Outlet i udkanten af Miami. Overvældende store malls og outlet er amerikas kendetegn, og vi måtte lige forbi en mall på vores tur. Der er jo alt hvad hjertet begærer af kædebutikker - men ikke så meget andet, og charme skal man lede længe efter. Men billigt og sjovt nok. 

Derfra kørte vi ad road 27 mod nord - lige før byen kaldet Belle Glade kommer man forbi en forladt Gator Park. Endnu engang pausetid!

Efter en kort smøg-, foto- og opdagelsespause ved den sjove nedlagte Gator Park, kørte vi videre mod nord. Hvis man bliver frokost-sulten kommer man blandt andet forbi den klassiske amerikanske diner, Sebring Diner. Omkring Lake Placid kommer man også forbi en masse appelsin-lunde der også er gode pause-steder.

Og inden man ser sig om, har man tilbagelagt hele ruten - og oplevet små sjove pauser undervejs!

Dag 6 & 7: Disney World

Jeg ELSKER Disneyland! Esben og jeg har været afsted 3 gange før. 2 gange i Disneyland Paris og 1 gang i Californien. Så vi kunne naturligvis ikke besøge Florida uden at se Disney World. Derfor har jeg skrevet et selvstændigt indlæg om Disney og hvordan man får mest ud af besøg i de parker vi har været i.

Efter 2 magiske dage i The Happiest Place on Earth, var vi igen klar til at vende næsen mod DK. Det har været en uge med både by, vand og oplevelser, og selvom vi kun havde været afsted en uge, føler jeg vi havde været væk meget længere tid. Så meget har vi oplevet. Og jeg synes ikke vi tilbragte for meget tid i bilen.

I følge Google Maps har vi også kun tilbagelagt 826 miles, så det kunne være værre 😉 Vi havde en virkelig god tur til Florida - vi oplevede så meget, og vi havde det varmt og fik masser af sol mens der stod februar måned i kalenderen!

Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.