7 GODE RÅD TIL SAFARI I TANZANIA

Det er en KÆMPE oplevelse at være på safari! Her har jeg samlet 7 gode råd til din safaritur. Rigtig god ferie 🐘☀️

Når du er afsted på safaritur, er det rent kotume, at der står masaier klar, til at bære dine tasker/kufferter fra jeepen hen til dit hotelværelse. Som en person der er sund og rask, virker det en anelse overdrevet (jeg kan godt bære min kuffert selv), men det er den måde de tjener en skilling på. Der er generelt altid en hjælpende hånd klar når du har brug for det (og når du ikke har), så det er en rigtig god idé, at have mange one-dollar sedler. På den måde kan du altid tippe, og undgå akavet situationer. Bare tænk det med som en del af rejseudgiften og nyd ikke at bære noget selv i en uge 😉

Nu vi taler om at tippe, er det værd at nævne, at de fleste safariture gør stop ved en masai-landsby.  Her er det ikke obligatorisk at give penge, men man føler sig lidt forpligtet til det. I kan evt udtænke hvad I vil donere hjemmefra, eller vælge at købe noget af deres (overprized) souvenirs. Det kan virke lidt fjollet, men det fattige folk er afhængige af, at turister hjælper dem. Tal evt med rejsebureauet om hvad der er den bedste skik, hvis du er i tvivl.

Besøg i en masailandsby. Sjældent har jeg følt mig mere hvid.

Jeg var så uheldige at tage mig en influenza med på ferien, og måtte blive på hotellet en af dagene. De ansatte var alle supersøde, og jeg måtte virkelige forsikre dem mange gange om, at det ikke var nødvendigt at tage mig på hospitalet. Men jeg var virkelig virkelig glad for, at vi havde en masse medicin med hjemmefra. Der er ikke lige et apotek på hvert gadehjørne. Sørg for at have det mest basale med. Det samme gælder for snacks. Det er nogle lange dage i en jeep - der skal road trip snacks til😉 🍫 Og det kan man ikke så nemt skaffe i Tanzania. Køb med hjemmefra eller køb det i lufthavnen. Jeg var virkelig glad for mine bolsjer da jeg lå syg på et hotel uden hverken TV eller wifi. 🍬

Jeg havde læst omkring nogle specifikke myg og fluer der er tiltrukket af stærke farver, men havde ikke tænkt sort som en stærk farve. Da vi ankom til Tanzania var der imidlertid nogle nationalparker der havde myg, der var tiltrukket af netop sort. Mit råd er at pakke i jordfarver og lyse farver, men i de fleste parker kan man også have sort på, så bare pak godt og blandet - og lyt til guidens råd. Hvis man først får sovesyge, kan man ikke komme af med den igen!

Derudover var der mange der var afsted i vandrestøvler. Men dette er muligvis den ferie jeg har vandret mindst på - så du kan sagtens blot tage hvad end fodtøj du finder behageligt på. Jeg havde havaianas på hver dag.

Mange af turisterne på turen havde kæmpe kameraer med store linser med. Det er en hobby for dem at tage flotte billeder mens de 'jagter' The Big Five. I mellemtiden tog jeg selfier med min iPhone. Men da især næsehorn efterhånden er mega sjældne, er det ikke sikkert man kan komme til at se dem helt tæt på. Hvis man stadig gerne vil se den, og uden at holde et stort tungt kamera, er det en god idé at tage en kikkert med. Jeg havde godt hørt det råd inden jeg tog afsted, men tænkte det var lige meget. Men tro mig, man bliver grebet af en stemning, og vil gerne se de flotte dyr. Guiden kan btw spotte dem på imponerende lang afstand.

Der er forskelige pakkerejser man kan vælge, når man bestiller en safaritur. Hvis du får muligheden, SKAL du gå efter den udgave, hvor du skal overnatte en nat eller to inde i en nationalpark. Jeg var skeptisk da jeg hørte vi skulle sove i telt, men disse telte er større end en 2-værelset lejlighed på Nørrebro! Det er en meget Karen Blixen 'Mit Afrika'-agtig oplevelse at sove i kæmpe luksustelte med udsigt over store nationalparker med de karakteristiske flade træer og røde jord. Den ene nat vågnede vi ved, at en flok elefanter gik lige forbi vores telt. Helt utrolig oplevelse! 

Da vi holdt stille ved en crossroad, mødte vi en gruppe børn der ventede på at skulle i skole. Jeg delte ud af den eneste slik jeg havde med - lakrids. Det faldt vist ikke helt i smag. Men de var ellevilde for at smage alligevel.   

På langt de fleste pakkerejser er der ikke de store muligheder for selv at bestemme over programmet. Men det er værd at høre, hvad rejsebureauet kan gøre, for at imødekomme et ønske. I vores tilfælde kunne jeg godt have brugt en 'fridag' fra nationalparkerne. Det synes næsten bizart, at flyvehele vejen til Afrika, for kun at se nationalparker og sidde i en jeep hver dag. Det var meget begrænset hvor stor kontakt vi havde til kulturen og landet vi besøgte. Da vi først skulle flyve sent den sidste dag, gav vi vores guide fri og brugte nogle timer på at gå rundt i en lille by tæt på Kilimanjaros lufthavn og kigge i lokale butikker. Hvis det aftales med rejsebureauet kan man evt få en enkelt overnatning i Dar Es Salaam eller lign. Bare så man får en lidt bredere oplevelse af landet man besøger.

Udsigten over Ngorongoro-krateret

Okay det kommer til at virke som det underligste tip - og er helt sikkert også et råd man kan klare sig uden. MEN hele turen havde vi simpelthen sådan lyst til at se Løvernes Konge. Det er så tydeligt at se, at tegnerne hos Disney, må have tilbragt tid i Serengeti. Hvis du er typen der rejser med iPad, så tag filmen med på den. Alternativt kan man se den som opvarmning inden man tager på ferie, for at komme i den rette stemning. Rigtig god ferie 🐘☀️

zanzibar
tanzania
Om mig

Jeg hedder Cille. Jeg er 35 år og som de fleste andre, rigtig glad for at holde ferie ☀️ På min blog kan I læse om de erfaringer jeg har gjort mig - og om alle de ting jeg gerne ville have vidst, før jeg satte mig i flyveren. Rigtig god ferie ✈️ 🍉 

 

  • White Facebook Icon

© 2023 by FerieFerieFerie.